..........................................................................................................................................................

..........................................................................

Akvilé Anglickaité (LT)

A Vibration

Akvilé Anglickaité kommenterer det hverdagslige gadebillede: En stop motion-film af en mand i bevægelse, der looper i en tv-installation, og en lyd af elektronisk vibration giver indtryk af bevægelse og stilstand på samme tid.

Hvordan vil du beskrive dit projekt?

Akvilé Anglickaité Projektet består af en videoinstallation, der viser en menneskelig stop motion-figur på gaden – den bevæger sig og bevæger sig ikke på samme tid, den kommer ikke nogen vegne. Den er installeret på tre fjernsyn placeret i butiksvinduer med en lyd, som man kan høre ud til vejen. Lyden består af elektronisk vibration.

Per definition er vibration en mekanisk svingning om et ligevægtspunkt. Ofte er vibration et ilde set fænomen, der spilder energi og skaber uønsket lyd – larm. Kun nogle gange er vibration ønsket, f.eks. ved en stemme gaffels bevægelse eller et rørblads bevægelse i et træblæseinstrument. Så vibrationen fra folks bevægelse og stilstand på Ålekistevej er i de fleste tilfælde en uønsket ting, men der er måske en mulighed for at vibrationen ikke kun skaber larm, men også musik.

 Hvorfor lavede du netop disse værker til Ålekistevej?

AA Værkerne skal udtrykke tomheden og det forbigående i gaden. Her er der paradokser overalt. Mange mennesker passerer langs Ålekistevej, men alligevel møder de ikke rigtig nogen. Det virker som om, ingen rigtig bemærker gaden, selvom mennesker lever deres liv og måske tilbringer det meste af deres tid netop der. Og mennesker bor i byen, men synes mest at blive indendørs. Så jeg vil gerne udforske idéen om at passere forbi og alligevel stå stille. En form for suspenderet tid og sted.

Og hvad sker der i dette nye rum?

AA Dette nye rum er stille og vibrerende på samme tid. Alt kan ske. Alt du kan forestille dig, alt du kan have indflydelse på. Jeg vil afspejle, hvad jeg føler omkring dette område og måske, hvordan andre mennesker kunne opleve sådanne gader. Mange af de områder, vi bor i, er slet ikke særligt imponerende. Det er bare steder, hvor vi tilbringer dele af vore liv, steder hvor vi bliver, steder hvorfra vi begynder en bevægelse. Vi kommer let til at sidde fast på et sted eller i en situation uden lyst til at bevæge os fremad.

Hvordan påvirker det dit arbejde, at du ankommer hertil fra udlandet og ser området udefra, i modsætning til en lokalkendt med et insiderblik?

AA Jeg tror, det er godt at komme hertil som udefrakommende. Du kan observere ting, som herboende måske ikke bemærker eller er opmærksomme på. Mit arbejde bryder ind i gaderummet, åbner muligheden for at se stedet på ny. Det er interessant for både kunstner og publikum at se noget uden for deres vante verdener. Dette er også en mulighed for mennesker, der normalt ikke går på galleri for at se kunst.

Ålekistevej 26, 55 og 101 hver dag kl. 13-18

Foto: Malene Nors Tardrup (øverst)