..........................................................................................................................................................

 

..........................................................................

Daniel Svarre (DK)
Københavnerbænke

Midt i Ålekistevejs eneste grønne opholdsområde står tre københavnerbænke stablet oven på hinanden. Daniel Svarres værk forvrider bænken som symbol og påpeger, at mens bænken stadig har den samme aura som i 1800-tallet, har verden omkring den forandret sig.

 Vil du starte med at introducere dit værk?

 Mit værk tager udgangspunkt i ”københavnerbænken”. Værket er en skulptur og et offentligt møbel, som består af tre københavnerbænke, der er stablet tæt sammen. Københavnerbænken er den foretrukne offentlige bænk i Københavns Kommunes parker og grønne områder. Den findes altså også på Ålekistevej, hvor den blandt andet står foran Vanløse Skole i det lille grønne område ud til vejen. Det er i denne sammenhæng med andre københavnerbænke, at værket er placeret. Københavnerbænkens oprindelse går tilbage til 1880erne, hvilket man kan spore i bænkens design; tydeligst i dens tunge sider af støbejern med kurver, ornamentik og detaljerigdom. Bænken indskriver sig visuelt i, hvad jeg vil kalde en romantisk tradition, der peger tilbage på fortiden, i modsætning til andre kommunale bænke, skraldespande, busstoppesteder og andet kommunalt design, som har et mere funktionelt design, uden overflødige detaljer, og i højere grad signalerer et ”designmæssigt nu”. Mit værk arbejder med bænkens æstetiske signalværdi og udfordrer måden, man ser på bænken på.

 Hvorfor stable bænkene oven på hinanden? Hvilken betydning opstår der i denne konstellation?

Først og fremmest ønsker jeg at skabe en illusion om, at bænkene er funktionalistiske møbler, der kan stables, organiseres og opmagasineres på et relativt småt område. Dette er selvfølgelig et skulpturelt greb, da bænken i sin oprindelige form ikke kan stables. [Det er kun, fordi Daniel Svarre har lavet om på konstruktionen, at det kan lade sig gøre, red.]. I denne sammenhæng ønsker jeg endvidere at skabe indtrykket af en aktivitet i forhold til bænken, hvor den enten er i gang med at blive pakket sammen eller pakket ud. Hermed ønsker jeg at påpege, at københavnerbænken ikke er et stationært møbel i det offentlige rum, men mobil i sin placering i forhold til blandt andet den politik, kommunen fører i dannelsen eller afskaffelsen af grønne områder. Ved at stable dem mister bænken noget af sin klassiske signalværdi, som har at gøre med et mere romantisk forhold til byen og de grønne områder.

Fordi bænken foregiver en imødekommenhed i omgivelser, der faktisk ikke altid er imødekommende?

Fordi kommunens grønne områder er foranderlige rum, som er underlagt regulering, kontrol og disciplin. Det er midlertidlige rum både i form af min og andres brug af bænkene, men også i forhold til deres placering som konstant er til debat. Det kan ses i forhold til, hvem der benytter bænkene, for eksempel i forhold til indtagelse af alkohol og det miljø, det skaber, eller i forhold til grønne områders åbenhed.

Hvordan forholder værket sig til stedet? Ser du også tendensen til et presset offentligt rum her?

Ålekistevej har en spændende historie med mange fortællinger om liv og et aktivt lokalmiljø.  Det er dog mit indtryk, at den har været mere særpræget, end den er i dag. Nu minder den om så mange andre veje, og lokale, jeg har talt med, er kede af denne udvikling. Ålekistevej lider under den moderne byplanlægning og har i dag vel mest ry som en gennemfartsvej. Mit værk er inspireret af denne udvikling og påpeger byens og de grønne rums foranderlighed.

Parken mellem Klitmøller og Lønstrupvej. Fuldt tilgængeligt.

Foto: Malene Nors Tardrup