..........................................................................................................................................................



 

 

..........................................................................

Didem Özbek (TR)
Oppe / nede

På en bygningsfacade hænger tovbaner med kurve, der venter på at blive fyldt med mad, nøgler eller hvad der nu skal sendes op eller ned. Den Istanbul-baserede kunstner Didem Özbek har overført dette system til lettelse af dagligdagen fra Istanbuls gader til Ålekistevej for her at tilføje dagligdagen mere interaktion og se, om ikke også beboerne her kan nyde godt af systemet.

Hvordan vil du præsentere dit værk?

Didem Özbek Min kunstneriske praksis er meget engageret i dagligdagen. Til Ålekistevej ville jeg lave en installation, der inddrager lokalbefolkningen. Den består af reb med stråkurve, fremstillet på tyrkisk vis. I Istanbul bor jeg i et femetagers hus uden elevator. Vi bruger sådan en tovbane som håndelevator, hvilket er særligt praktisk, når man har travlt og ikke har lyst til at løbe op og ned ad trapper hele tiden. Her har jeg monteret et system med cykelkurve fra København på en femetagers lejlighedsbygning på Ålekistevej. De kan så hæves eller sænkes langs facaden, og folk kan fylde dem med noget, de måtte have glemt oppe i lejligheden eller noget, de skal sende op. Der skal bare være nogen hjemme til at trække i rebet og én til at tage imod kurven på gadeplan.

Hvis folk kan lide at bruge det, kunne det brede sig til resten af København. Det skaber menneskelig interaktion og kommunikation og vil helt sikkert tilføje en ekstra tiltrækningskraft til Ålekistevej. Selvom man ikke bruger det selv, er det altid sjovt at se ens naboer bruge det.

Hvordan passer dette projekt ind på Ålekistevej?

Som en, der kommer fra Istanbul, føler jeg, at tiden er gået i stå på Ålekistevej. Jeg havde lyst til at udvikle et projekt, der ville bryde med noget af gadens stabilitet. Alt virker meget konstant på Ålekistevej, som om det har en særlig form og orden. Balkonerne ser meget fine ud, men ingen har personaliseret dem som i Istanbul. Officielle regler kan begrænse personlige udfoldelser, og nogle gange kunne jeg ønske, at kontrolmekanismerne i Istanbul virkede lige så godt. Men når du går på gaden, får du ikke noget indtryk af, hvem der bor på Ålekistevej. Kan jeg mon begynde at kommunikere med folk her, hvis jeg tilpasser denne lokale teknik fra Istanbul? Kan jeg tilføje en ny funktion? Ville denne funktion så blive globaliseret? Jeg tror, at disse kurve kan fungere godt i enhver by med etageejendomme uden elevator. Men endnu vigtigere; jeg ville gerne opdage, hvem der bor i lokalområdet og kommunikere med dem gennem denne performance.

Tror du, kunst har potentiale til at tage del i hverdagslivet?

Dagliglivets praksisformer spiller en vigtig rolle for mig og PiST/// Interdisciplinary Project Space, et non-profit kunstrum, som Osman Bozkurt og jeg driver sammen. PiST/// er helt bevidst placeret væk fra Istanbuls kunstkvarterer. Vi kalder aldrig, det vi gør, for kunst, og vi søger aldrig at fortælle andre, hvad kunst er. Særligt ikke til det lokale publikum, der bor og arbejder i nærheden. Men det er en vigtig del af vores engagement i området at kommunikere med dem, og praksisformerne bag dagligdagens overlevelse er inspirerende for mange af PiST///-projekterne. At betragte, opleve og praktisere dagligdagen hjælper os med at udvikle nye projekter.

Hvordan påvirker det dit arbejde, at du kommer fra et andet land og en anden kultur og træder ind i en fremmed kontekst? Hvordan kan udvekslinger mellem det globale og det lokale finde sted?

Jeg forstår ikke dansk. Københavnernes daglige dynamikker og prioriteter er fuldstændig fremmede for mig. To måneders ophold kan aldrig give en kunstner en fuld forståelse af de lokale dynamikker. Men når du kommer fra en anden kultur, og når ting virker fremmede, fornemmer du lighederne og forskellene. Der er en afstand mellem dig, lokalområdet og lokalbefolkningen, og du bliver nødt til at respektere det nye. Istanbul er en meget tæt befolket og kaotisk by, og det er derfor, det forekommer mig at være så stabilt her. Ålekistevej kan godt være en travl gade, men for mig virker den rolig. Jeg vil medbringe noget positivt fra mine egne omgivelser, som folk virkelig kan drage nytte af. Så jeg importerer en dagligdags praksis, som jeg selv bruger derhjemme, for at undersøge om min lokale praksis kan fungere på globalt plan og kan fungere et andet sted som kunstværk.

Ålekistevej 108-112. Fuldt tilgængeligt.

Foto: Osman Bozkurt (nr. 3 fra oven) og Malene Nors Tardrup