..........................................................................................................................................................

 



 

..........................................................................

Jens Axel Beck (DK)
Altan

På en altan ud til Ålekistevej står en violinist i kjole og hvidt og spiller et vemodigt og storladent soundtrack fra en westernfilm. Næsten som en fugls spinkle sang slår violinisten en poetisk tone an midt i hverdagstrafikken.

Hvordan vil du beskrive dit værk?

Jens Axel Beck Min private altan ved Ålekistevej vil blive forvandlet til en beskeden scene for en violinist iført kjole og hvidt. I løbet af udstillingsperioden indfinder violinisten sig dagligt på altanen og spiller et musikstykke, som flyder ind i hverdagens aktiviteter og virker som en underliggende klang. På den måde slås en stemning an, der bryder stedets monotone dagligdagsrealiteter for en stund.

Musikstykket vil være som en spinkel klang, der minder om en fugls insisterende sang. Fra min lejligheds altan er udsigten domineret af Ålekistevejs umådeligt pågående realitet. Rummet under altanen er fyldt med lyd og aktivitet, og her får violinisten et broget publikum i form af dagligdagstrafikanterne. Violinisten kæmper med støjen fra biltrafikken, men kan udfylde opholdene med en klang, der kan nå ud til den enkelte cyklist eller fodgænger og her slå et mere sensitivt hverdagssoundtrack an.

Violinisten spiller et stykke klassisk filmmusik med titlen Ecstasy of Gold komponeret af Ennio Morricone, som bliver brugt i westernfilmen The Good, the Bad and the Ugly. Mange vil måske genkende lyden fra den scene, der udspiller sig på en kirkegård, hvor den ene af filmens tre hovedpersoner, Tuco (the Ugly), febrilsk søger efter en grav, som indeholder 200.000$.

Ved Ålekistevej vil musikstykket tilbyde et lille romantisk brud på dagligdagen, som den forbipasserende en kort stund kan følge, og som kan lade alt det vante opløse sig. Måske vil den enkelte tage det til sig og lade det blive dagens soundtrack. Er det ikke en poetisk tone man i disse prosaiske omgivelser har brug for?

Vil det sige, at du synes, at virkeligheden på Ålekistevej trænger til at blive udfordret af poesi og fiktion?

JAB Fordi fiktionen jo bygger på forestillinger, kan man kalde den et mulighedens rum. Her er den faktuelle verden ikke lige så begrænsende, selvom vi ind imellem proklamerer, at virkeligheden overgår fantasien. Måske har Ålekistevej brug for noget eventyrligt, men hvis man skal realisere noget konkret, kræver det nok, at vi ser på vejens potentialer.

Hvorfor har du valgt netop dette musikstykke, kendt fra en western?

JAB Det er et stykke musik, jeg selv holder meget af. Den originale version er fantastisk storladen og giver en intens højtidelig stemning, som kan smykke Ålekistevej. Stykket er et uventet indslag i bybilledet, men vil også kunne vække genkendelse, da det hører til blandt filmmusikkens mest berømte stykker. På den måde kan det måske etablere en betryggende og indbydende atmosfære samtidig med, at det rummer en vis ambivalens, eftersom nummeret oprindeligt lydsætter Tucos hektiske og ekstatiske søgen.

Gavlen ud mod Ålekistevej ved Vinkelager 42. Violinisten optræder dagligt

Foto: Malene Nors Tardrup