..........................................................................................................................................................





 

..........................................................................

Pulsk Ravn (DK)
Ålekistevej, maj 2011

Pulsk Ravns skilte foran Ålekistevejs karakteristiske etageboliger gengiver de store bygninger i miniature. Fordoblingen forskyder skalaen, uskyldiggør den store struktur og fejrer det almindelige.

Hvad består dit værk af?

Pulsk Ravn Jeg har lavet nogle skilte, som er reproduktioner af bygninger på Ålekistevej i miniature. Kopierne er placeret foran originalerne, som et zoom ud, en spejling af virkeligheden. Som et supplement til Ålekistevejs butiksskiltning skilter mit værk for det usete. Jeg fokuserer på de oversete steder, lommerne i netop dette byrum. Det er et stedsspecifikt indgreb, som højtideliggør og portrætterer ”ikke-steder” på vejen.

Hvad er det ved disse steder og Ålekistevej, som interesserer dig?

Ålekistevej er sådan et blandet sted, lidt af en kulisse. Der er et clash mellem på den ene side det forblæste, bombastiske, trafikerede og rå og på den anden side noget fint, nostalgisk og sødt, som inspirerer til mit modelhusagtige værk. Som visuelt menneske faldt jeg umiddelbart for de små butikker langs Ålekistevej, deres gammeldags skiltefacader og underlige vinduesudstillinger. Men atmosfæren i området er også meget præget af store boligblokke, mærkelige indhak og andre detaljer, som giver stedet stemning. Så i stedet for at hive det oplagte frem, ville jeg arbejde med blandt andet de røde murstensboligkaréer med hvide vinduer, der dominerer området.

Hvad forstår du ved det usete eller oversete?

PR Det usete er det, man ikke umiddelbart finder spændende eller eksotisk. Det, man ellers ikke lige ville kridte op eller sætte ring om. Det er typisk nogle lidt mærkelige hjørner, som giver stedet identitet, atmosfære og karakter. Jeg synes, det er sjovt at rykke det almindelige frem og sætte stjerner om det, man ellers ikke fokuserer på eller ligefrem fejer ind under tæppet. Værket giver det usynlige og almindelige spalteplads. Jeg ønsker ikke at udstille den enkelte, der bor på Ålekistevej, men at hylde lige præcis deres sted.

Den lille skala får også den store til at fremstå uskyldig og forsonlig frem for klodset og grim og peger på det fantastiske ved det, mange ellers opfatter som ufantastisk. Projektet viser det særligt lokale og ekstraordinære ved de bygninger, der ellers er ordinære, almene og findes i hele landet, faktisk i hele verden?

PR Forskydningen i skala gør pludselig det, man er vant til, er stort, til noget småt og fremhæver det nære i det store. Hvis man vender rundt på skalaforholdet, bliver bygningen pludselig den store i en modelby. Huse er nogle kæmpe monumenter, vi er omgivet af hele tiden; skulpturer vi lever i. De er en fascinerende ramme for individet; små kasser byen er bygget op af. Når man bevæger sig rundt i en by, er der en masse flader og konturer og niveauer, og hvis man ser det med en turists øjne og slet ikke kender til konteksten, så er det bare faconer. Det er også det grafiske og visuelle i bybilledet, der interesserer mig. Som scenarier, der fastfryser situationer.

Mit projekt giver – ligesom byen og husene – en ramme for noget, men præcist hvad, kan ikke styres. Det er et samarbejde med dem, der passerer forbi. Derfor må jeg også være ydmyg i den arena, jeg arbejder indenfor. Så folk kan få noget forskelligt ud af det. Kunstnere, designere og arkitekter kan bidrage med en ramme, man kan kigge igennem, og det største er, når man kan få folk til at se noget nyt.

Ålekistevej ved Buskager, Hyltebjerg Allé, Vanløse Byvej og Ålekistevej 60-62. Fuldt tilgængeligt.

Foto: Malene Nors Tardrup